Paradentose

Paradentose, eller parodontitis, er en infektionssygdom i tændernes støttevæv. Paradentose udvikler sig altid fra tandkødsbetændelse (gingivitis), som opstår pga. plakdannelse på tændernes overflade. Plak består af bløde belægninger, som kommer fra madrester og bakterier. Ved grundig og korrekt tandbørstning, vil plakken fjernes fra tandoverfladen. Ved manglende tandbørstning udvikler plakken sig til tandsten, som ikke længere er muligt at fjerne med en tandbørste.

I tandsten findes bakterier, som er skadelige for tandkødet og bevirker tandkødsbetændelse. I et forsøg på at bekæmpe disse bakterier, sender kroppen immunforsvarets komponenter til området, hvorved tandkødslommen udvides, og tandkødet løsnes fra tandens overflade. Disse komponenter får også tandkødet til at svulme op og blive rødt. Hvis tandkødslommen bliver for dyb, kan blandt andet madrester ligge sig i lommen og bidrage til større betændelsestilstand. Efter en længere periode med tandkødsbetændelse, vil knoglen og andet støtte omkring tanden langsomt nedbrydes, og tanden bliver derved løsere og løsere. I værste falde bliver tanden så løs, at den skal fjernes. Det er derfor vigtigt at få hjælp af en tandplejer eller tandlæge til behandling af paradentose og ikke mindst få jævnlige eftersyn for at undgå at udvikle sygdommen!

Behandling og pris for behandling af paradentose afhænger af sværhedsgraden af sygdommen. Ved en lettere grad af paradentose, vil tandlægen eller tandplejeren rense tænderne og pudse dem, således madrester og bakterier fjernes fra tandoverfladen. Det kan i tilfælde være nødvendigt at rense tandens rodoverflade, hvis man har udviklet dybe løse tandkødslommer. Ved en svær grad af paradentose, vil man ved et kirurgisk indgreb kunne justere tandkødsgrænsen. Vi udfører på klinikken også kosmetiske tandkødsoperationer ved forlængede tandhalse. (afsnit) Ved jævnlige eftersyn hos en tandlæge eller tandplejer, forebygger vi udvikling af tandkødsbetændelse og paradentose ved tandrensninger og instruktion i mundhygiejne. Vi vurderer ud fra den enkelte patient, med hvilket interval vi ønsker at se denne, så sygdomsudviklingen holdes under kontrol.”